Det er lang tid siden, du har investeret i nyt tøj, den sidste uge har menuen stået på havregryn og pasta, og du må endnu engang afvise vennerne, der vil ud og have en øl.
Det er slutningen af måneden, og kontoen er i minus. Heldigvis er her 10 råd du kan følge, hvis du er træt af, at din privatøkonomi aldrig rigtig vil hænge sammen.
1. Udregn dine faste udgifter
Find ud af, hvor mange penge din husstand bruger på faste udgifter hver måned. Find ud af prisen på husleje, mobilregning, vand-, el- og varmeudgifter, prisen på tv og bredbånd, forsikringer, og hvad der ellers måtte være af faste udgifter. Så er du klar over, hvor mange penge du egentlig råder over, når alle disse udgifter er betalt.
2. Sæt penge af til uforudsete udgifter
Der er svært at spå. Især om fremtiden. Derfor er det en rigtig god idé at sætte penge til side til, når bilen strejker, cyklen går i stykker, eller der var det der par sko, som du bare måtte have. Hvis du skulle være så usandsynligt heldig, at du aldrig får brug pengene, kan du forkæle dig selv med en lækker sommerferie for de penge, du har sparet sammen.
3. Undgå impulskøb
Lad være med at købe den chokoladebar i supermarkedet, selvom den er sat ned til halv pris. Det kan lyde simpelt, men det overvældende tilbud af nedsatte varer, som fylder hylderne og frister, når du står i kø ved kassen, kan ofte være svært at sige nej til.
Sørg derfor for at skrive en indkøbsseddel hjemmefra, så du ikke ender med fem poser bolsjer og en gigantisk pakke tyggegummi, som du aldrig får spist. Og sørg for Guds skyld for at spise hjemmefra, så maven ikke overrumpler hjernen på vej gennem supermarkedet.
4. Lav en madplan
Hvis du i starten af hver uge sørger for at lægge en plan for maden, undgår du at skulle handle hver dag. På den måde bliver du heller ikke fristet til så mange impulskøb.
5. Shop online
Hvis du falder over et par fede sko på en vandretur i gågaden, er det en rigtig god idé at gå hjem og tjekke, om de kan findes billigere på internettet. Der er ofte penge at spare.
6. Tag cyklen
Den forbrænder fedt og er gratis. Hvis turen ikke er uoverkommeligt lang, kan du spare mange penge ved at hoppe på jernhesten i stedet for at starte bilen op og bruge dyrebar benzin. Derudover kommer du også i fin form. Win win.
7. Opret en højrentekonto
De fleste banker tilbyder højrentekontoer, så hvis du skulle være så heldig at have lidt ekstra penge på lommen, er det en god idé at sætte dem på en konto, hvor renten er en anelse højere. Både fordi du får flere penge udbetalt, men også fordi dit dankort ikke er direkte forbundet med kontoen, og derfor kræver det mere end fire tryk på en hæveautomat at komme i besiddelse af pengene.
8. Tjek din konto regelmæssigt
Nogle gange kan det være svært at overskue, hvor mange penge du har brugt på mad eller biografture. Derfor er det en god idé at tjekke kontoen ofte, så du kan skrue lidt ned for forbruget, hvis du nærmer dig røde tal på bundlinjen.
9. Køb genbrug
Hvis du har brug for nyt tøj, køkkengrej eller en fodbold, kan du spare mange penge ved at kigge i genbrugsbutikker eller Den Blå Avis, før du går ud og køber det hele nyt.
10. Betal dine regninger til tiden
Rykkere er en af de dummeste udgifter, du kan have. Du får intet ekstra for at betale dem, så sørg for at betale dine regninger til tiden. Den nemmeste måde at være sikker på at undgå rykkere er at tilmelde dine regninger til betalingsservice, så du slet ikke behøver at tænke på dem.